DÅB UDVIDER DIT PERSPEKTIV PÅ LIVET | Folkekirken på Vesterbro
Tillykke!

I er måske blevet forældre og overvejer at få jeres barn døbt. Eller måske overvejer du selv at blive døbt, fordi det ikke var en del af din families tradition. Det rigtige tidspunkt for dåb er altid. Barn, ung eller gammel. 

Det er enkelt at blive døbt. Og fordi mennekser er forskellige, er der også forskellige former for dåb. Den lille intime dåb med få mennesker eller den store, der samler familien.
Dåb kan finde sted, når det passer i jeres planlægning og på en hvilken som helst dag i løbet af ugen. Det kan være en særlig dåbsgudstjeneste en lørdag eller i forbindelse med en søndagsgudstjeneste.

I Folkekirken på Vesterbro afholder vi løbende drop ind-dåb. Her er der mulighed for at blive døbt uden tilmelding.

Følg med på Facebook, hvor vi gør opmærksom på kommende drop in-dåb

Kontakt en præst eller kirkekontoret, hvis du vil høre mere om dåb. Dine spørgsmål er altid velkomne.

Hvorfor dåb?

Dåb udvider perspektivet på livet. Dåben er tillid til, at verden er større, end vi ser og mærker, og en oplevelse af være en del af et fællesskab.

Dåben – og selve dåbsdagen - er en stor dag med mange betydninger. Den døbte bliver velsignet og får et tilsagn om, at Gud altid vil være der med sin kærlighed. Dåben er også en festdag for både den døbte og familien og venner. 

Hvordan gør jeg?

Du kontakter enten den præst, der skal foretage dåben eller kirkekontoret, der kan hjælpe dig med at aftale, hvor og hvornår dåben kan finde sted. 

Ved en barnedåb skal der være faddere/dåbsvidner. Der skal være mellem 2 til 5 faddere. I kan selv være faddere, men mindst to personer skal være andre end jer selv. For at kunne være fadder skal man være døbt med den kristne dåb og have nået konfirmationsalderen.

Flere af kirkerne på Vesterbro har et større lokale, som I gerne må låne/leje til dåbsfesten. Spørg på kirkekontoret eller kirkens præst, hvad der er af muligheder.

Du kan læse mere om dåb på folkekirken.dk